Åhh, jeg kan ikke overskue noget idag!
Min veninde, som jeg har mødt gennem min behandling, har inviteret mig hjem til hende idag. Jeg har sagt hele ugen, at jeg ikke kan lave nogen aftaler forud. Altså at jeg ikke kunne sige i tirsdags, at jeg kunne ses idag, fordi jeg er nød til at tage tingene dag for dag, ellers kan jeg ikke overskue det.
Jeg føler mig presset af hende.
Igår var jeg til psykolog og jeg snakkede med hende på vej hjem. Hun spurgte til, hvordan det gik hos psykologen og jeg fortalte, at jeg har fået rigtig meget ros for min udvikling det sidste års tid og at jeg virkelig kan se en forandring. Så siger hun, at det er hun super glad for og at hun var glad, fordi når jeg var glad, så ville jeg jo komme idag. Og hun sagde, at hun allerede havde tøet maden op og forberedt det hele. For at være helt ærlig, så havde jeg faktisk glemt, at vi havde snakket om, at jeg skulle komme og idet hun siger det, får jeg det allerede dårligt. Følelserne af ikke at kunne overskue det, væltede bare ind over mig og jeg tænkte allerede over, hvordan jeg kunne komme ud af det. Men jeg bliver overvældet af dårlig samvittighed, fordi hun allerede havde/har optøet maden og gjort det hele klart. Men samtidig, så havde jeg sgu sagt (mange gange), at jeg ikke kan overskue at lave planer før på dagen.
Ja, jeg ved godt, at det muligvis er besværligt, at man ikke kan lave aftaler med mig, men det er sgu sådan jeg har det. Jeg orker bare tit ikke at være social. Det er fint og hyggeligt nok, at snakke i telefon med "folk", men at skulle ses, bliver bare hurtigt for meget for mig...
Så nu sidder jeg her.
I nat, da jeg gik i seng, fik jeg pludselig den sygeste kvalme ud af det blå. Lige pludselig. Jeg tænkte straks om det var noget angst-halløj, men jeg har aldrig haft fysiske symptomer på min angst, så jeg tror det bare var noget fysisk - det undrer mig bare. Udover det, så har jeg sovet ad røven til, fordi jeg har ligget og rodet rundt og råbt og skreget af mine forældre i søvne. Jeg vågnede ved, at min hund sad og peb og kiggede mig, så det har nok ikke være så rart at være vidne til.
Så jeg er bare udmattet og orker ikke at køre nogen steder. Og jeg kan heller ikke lide at sige fra.
Og så er vi tilbage til mit gamle mønster med, at være ovre i andre mennesker. At jeg sætter andre menneskers behov før mig eget, for ikke at gøre dem kede af det.... Hold kæft hvor er jeg træt af det!!!
Råd og tanker modtages med STOR GLÆDE!!!
-
Min veninde, som jeg har mødt gennem min behandling, har inviteret mig hjem til hende idag. Jeg har sagt hele ugen, at jeg ikke kan lave nogen aftaler forud. Altså at jeg ikke kunne sige i tirsdags, at jeg kunne ses idag, fordi jeg er nød til at tage tingene dag for dag, ellers kan jeg ikke overskue det.
Jeg føler mig presset af hende.
Igår var jeg til psykolog og jeg snakkede med hende på vej hjem. Hun spurgte til, hvordan det gik hos psykologen og jeg fortalte, at jeg har fået rigtig meget ros for min udvikling det sidste års tid og at jeg virkelig kan se en forandring. Så siger hun, at det er hun super glad for og at hun var glad, fordi når jeg var glad, så ville jeg jo komme idag. Og hun sagde, at hun allerede havde tøet maden op og forberedt det hele. For at være helt ærlig, så havde jeg faktisk glemt, at vi havde snakket om, at jeg skulle komme og idet hun siger det, får jeg det allerede dårligt. Følelserne af ikke at kunne overskue det, væltede bare ind over mig og jeg tænkte allerede over, hvordan jeg kunne komme ud af det. Men jeg bliver overvældet af dårlig samvittighed, fordi hun allerede havde/har optøet maden og gjort det hele klart. Men samtidig, så havde jeg sgu sagt (mange gange), at jeg ikke kan overskue at lave planer før på dagen.
Ja, jeg ved godt, at det muligvis er besværligt, at man ikke kan lave aftaler med mig, men det er sgu sådan jeg har det. Jeg orker bare tit ikke at være social. Det er fint og hyggeligt nok, at snakke i telefon med "folk", men at skulle ses, bliver bare hurtigt for meget for mig...
Så nu sidder jeg her.
I nat, da jeg gik i seng, fik jeg pludselig den sygeste kvalme ud af det blå. Lige pludselig. Jeg tænkte straks om det var noget angst-halløj, men jeg har aldrig haft fysiske symptomer på min angst, så jeg tror det bare var noget fysisk - det undrer mig bare. Udover det, så har jeg sovet ad røven til, fordi jeg har ligget og rodet rundt og råbt og skreget af mine forældre i søvne. Jeg vågnede ved, at min hund sad og peb og kiggede mig, så det har nok ikke være så rart at være vidne til.
Så jeg er bare udmattet og orker ikke at køre nogen steder. Og jeg kan heller ikke lide at sige fra.
Og så er vi tilbage til mit gamle mønster med, at være ovre i andre mennesker. At jeg sætter andre menneskers behov før mig eget, for ikke at gøre dem kede af det.... Hold kæft hvor er jeg træt af det!!!
Råd og tanker modtages med STOR GLÆDE!!!
-