mandag den 30. april 2012

Andre mennesker

Jeg har det svært med andre mennesker.

Til tider kan jeg føle mig noget så ensom, men det er for det meste i weekenden hvor jeg tit bliver rastløs efter at komme i byen. Det har jeg ikke været i over et år nu, fordi jeg kunne mærke at jeg egentlig kun tog i byen for at blive "bedøvet" - på den ene eller den anden måde.

Men jeg har det egentlig bare bedst i mit eget selskab. Jeg kan gå flere uger uden at se et øje - udover min psykolog to gange om ugen, og når jeg er oppe at handle. Nu hvor jeg har en kæreste, så ser jeg selvfølgelig også ham, men ellers så ser jeg ikke rigtig nogen.

Jeg har en enkelt veninde, men det er mest i telefonen vi snakker sammen. Selv på trods af, at vi bor 4 km fra hinanden. Jeg bliver bare hurtigt "fyldt op" i hovedet af andre mennesker. Jeg har snakket meget med min psykolog om det, og hun siger at hun mener det er fordi jeg ikke kan finde ud af at være mig, når der er andre mennesker. Jeg har altid masken på. Føler at jeg skal være "på". Underholde. Der må endelig ikke komme "pinlige tavsheder", for så får jeg det helt mærkeligt. Det kan jeg bare ikke have. Der har aldrig måtte være tavshed i min familie, for så sagde man "skåååål" i stedet for. Vi har aldrig bare kunne være tavse med hinanden.

Idag blev jeg inviteret over til mine nye naboer. Jeg er lige flyttet ind i området for et par måneder siden, så jeg kender ikke rigtig så mange her omkring. Blev inviteret på kaffe og kage, fordi jeg havde hjulpet dem. Det var faktisk hyggeligt nok, men igen så sidder jeg hurtigt og tænker over om de nu synes jeg er irriterende eller om jeg bliver for længe eller, eller, eller...

Det er nu ikke fordi jeg har svært ved at komme i kontakt med mennesker. Overhoved ikke. Faktisk da jeg startede hos psykologen så jeg mig selv som udadvendt, men jeg har egentlig fundet ud af at jeg er indadvendt. Det udadvendte er min maske.

Jeg har kun haft én veninde i min voksne tilværelse hvor jeg har kunne være mig selv. Hvor jeg har været ligeglad om der har været rodet og beskidt når hun kom. Som jeg kunne ligge og se film med i sengen uden at føle at jeg skulle være på. Som jeg kunne rende rundt i joggingtøj foran. Som jeg har turde græde foran. I det hele taget bare kunne slappe af. Hende har jeg ikke rigtig kontakt til mere. Hun er gravid med en fyr hun ikke har været sammen med ret længe, og jeg har en anelse om at han er voldelig mod hende, og at det er derfor at hun har taget afstand fra mig. For at jeg ikke skal komme for tæt på mere.
Men tankerne har da været dér, om hun tager afstand fordi hun ikke kan holde mig ud. Fordi jeg er underlig. Fordi jeg ikke er "normal" - har et arbejde, venner, fritidsinteresser osv., fordi, fordi, fordi...

Måske er jeg bare en enspænder, der bare ikke har behov for mennesker..

Når jeg tænker tilbage til starten af mine 20'ere - inden jeg for alvor blev syg og begyndte i psykiatrisk behandling -, så var de såkaldte venner jeg havde dengang også kun nogle jeg så i weekenden når vi skulle drikke og i byen. Tju hej hvor det går eller gik...

Jeg kan også huske inden jeg fyldte 20 år, mens jeg gik i gymnasiet. Der bladrede jeg også min telefonbog igennem hver weekend for at finde nogen jeg kunne gå ud med. Nogle gange så tog jeg bare afsted alene, så var der som regel nogle jeg kendte derinde, som jeg kunne "lade" som om jeg synes var viiiildt hyggeligt at hænge ud med. Ellers så lod jeg som om min veninde var taget hjem. Eller dansede rundt selv (hvilket var meget normalt at gøre på det tidspunkt) og prøvede at se cool ud. I virkeligheden havde jeg det ad helvedes til.

Ind imellem så har jeg lavet annoncer og søgt efter veninder. Jeg fik sågar en veninde-"loge" op at stå. Den er der endnu, men jeg blev efterhånden meldt ud, fordi jeg ikke deltog. Jeg følte ikke at jeg passede ind. Det føler jeg faktisk ikke at jeg gør nogen steder....

Det er sgu bare lettest at være alene...


Kontakten til min mor


Jeg går gennem en til tider meget svær udviklingsproces for tiden.

Jeg har næsten helt "cuttet" forbindelsen til min mor, hvilket er rigtig hårdt. Jeg bliver syg hver gang jeg snakker med hende eller bare nærmest hører om hende. Jeg får selvmordstanker og bliver rigtig rigtig depressiv. Bare jeg hører hende stemme i telefonen, så ligger jeg under gulvbrædderne af dårlig samvittighed. En dårlig samvittighed jeg overhoved ikke har grund til at have. Det er bare sådan hun altid har manipuleret med mig. Hvis der er nogen der burde have dårlig samvittighed, så er det hende - som mor - der har været medvirkende til at jeg er blevet så syg, som jeg er.

Hun skal giftes her i maj måned og jeg ved at hun har en invitation til mig, men fordi jeg har afvist at mødes med hende, så tør hun ikke at sende den. Mine søskende skal med. Det er kun mig der er "det sorte får". Jeg kan ikke fordrage hendes nye kæreste eller snart kommende mand. Han har været voldelig overfor min lillebror. Min mor var selvfølgelig pisse fuld den aften det skete, så hvor det burde være min mor der trøstede min lillebror, så blev rollerne helt byttet om, så det var ham der måtte trøste hende. Sådan er det og sådan har det altid været i vores familie - rollerne er helt forskruede. De voksne opfører sig om børn og børnene skal være de voksne. Det er bl.a. det jeg har fået borderline af.

Jeg forstår bare ikke at hun ikke smed ham ud på stedet. Hvis jeg havde en kæreste som var voldelig - bare 1 eneste gang - mod mit barn, så var han røget ud på røv og albuer! Men her er det "glemt", fordi han jo har sagt uuuuundskyld. Som om det gør det godt igen?!?!?

Jeg synes der har været noget udefinerbart underligt ved den mand fra første gang jeg mødte ham. Alle andre i familien siger det samme - bag ryggen på min mor og ham. Han kan bl.a. ikke finde ud af at se en i øjnene når han snakker, hvilket jeg synes er pisse irriterende. Han har sådan nogle "tics" som er svære at forklare, og så snøfter han nærmest hele tiden, selvom han ikke er forkølet. Det er bare SÅ irriterende at høre på.

Når min mor er fuld, så laver hun også alle mulige underlige lyde, så de er sgu et kønt par. Den ene lyder som en blæsebælg og den anden nynner med. Hold da kæft et cirkus!

Jeg kan heller ikke forstå at hun vil have mig med. Hele familien ved at jeg ikke kan fordrage ham. Jeg synes det er den største fejltagelse hun er ved at begå, så hvad fanden skal jeg lave til deres bryllup. Jeg vil da være totalt malplaceret. Den eneste grund skulle være for at hun kan sole sig i glansbilledet over at alle hendes børn er samlet, og "se hvilken harmonisk og dejlig familie vi er".... NOT!!!

Til tider savner jeg hende. Men det er ikke HENDE jeg savner. Jeg savner den mor jeg aldrig har haft, og som jeg aldrig kommer til at få. Når jeg tænker på alt det lort hun har budt mig gennem de sidste mange år - bl.a. med hende alkoholmisbrug, hemmeligheder jeg har fortalt hende i fortrolighed som hun så har fortalt videre - ting som jeg IKKE ville have at andre skulle vide, så bliver jeg rigtig gal.

Jeg er i det hele taget fyldt rigtig meget op af vrede til hende. I øjeblikket drømmer jeg næsten om hende hver nat. Jeg skælder hende ud. Råber af hende. Har sågar givet hende en lussing i drømmen. Jeg kan stadig fornemme følelsen i min hånd. Jeg er sikker på at det er underbevidstheden der arbejder, men tit føler jeg mig bare ikke udhvilet når jeg så vågner om morgenen, når jeg har været urolig hele natten. Jeg er flere gange vågnet ved at jeg ligger og skriger eller råber og spjætter med arme og ben. Jeg har også sat min telefon til at optage nogle nætter for at høre hvad jeg siger i søvne, og det er som regel min mor jeg skælder ud eller råber af.

Jeg føler mig så alene. Det er rigtig hårdt nogle dage.





Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...