mandag den 3. september 2012

Hegnsopsætning og besøg af far.

Idag har jeg rundet 2000 sidevisninger. Det er da lidt vildt! Tusind tak fordi i læser med, det betyder rigtig meget for mig, at der sidder nogen "i den anden ende" der (forhåbentlig) kan "bruge" mine tanker og ord til noget. Og ikke mindst tak for jeres kommentarer! Jeg værdsætter hver eneste en!

Der blev hverken sat hegn op eller holdt grill-"party" i weekenden.
Jo, de andre holdt grill-"party". Jeg meldte fra.

Hegnet blev ikke sat op fordi... fordi naboen, som jo skulle sætte det op, lå bevidstløs af druk. Hans kone kom med en meget "fin" lille undskyldning om, at han var træt. Jeg havde også kun sat hele dagen af til det og været nede og ringe på deres dør én gang i timen siden kl. 12. "Indstillet" mig på det og forsøgt at samle energi til det i flere dage og endda sagt nej til at spise frokost med min far og min lillebror. Så jeg var en anelse irriteret.
Dagen efter (lørdag) går jeg ned til dem igen og han kommer ud og ser lidt brødbetynget ud. "Nåeøhh hej... ja, vi fik jo ikke lige lavet det der hegn igår!". Øhh nej, det gjorde vi jo så ikke. Jeg spurgte hvornår han havde tid, lyst og lejlighed til det igen og han svarede ikke konkret på det. Tjoe.. en gang i løbet af ugen eller måske næste weekend. Jeg sagde til ham, at jeg ikke brød mig om at være den anmassende nabo, så han måtte selv lige komme og sige til, når det passede ind hos ham. Ja, ingen problem, det skulle han nok. Right!

Så var der jo grill-"party" om aftenen. Jeg gik hele dagen og vidste godt med mig selv, at jeg ikke ville deltage. Hvad skulle jeg snakke med alkoholiker 1,2 og 3 om? Jeg forsøger selv at holde mig fra alkohol og stoffer, så jeg kunne ærlig talt ikke se, hvad jeg skulle snakke med dem om. Jeg undskyldte mig med, at jeg var syg. Så sneg jeg mig ud den anden vej og tog ud og spiste sushi med kæresten. Selvfølgelig møder vi naboens ene (meget højlydte) barn på vejen, som nærmest råber: "SKAL DU IKKE VÆRE MED ALLIGEVEL?!". Neeeej, ikke lige idag. Jeg vil ikke vide hvad han gik om og sagde til de andre.
Op i r**** med det! Jeg bor her ikke for at gøre dem tilfreds. Jeg sætter min hat som jeg vil. Basta! :-)

Søndag kom min far og han havde sin kæreste med. Det blev faktisk en hyggelig dag. Jeg plejer at rende rundt og have rengørings- og oprydningsvanvid inden jeg får gæster - og specielt min familie, men denne gang lod jeg lejlighed være lejlighed. Jeg ordnede lige toilettet og tørrede vasken af derude, men spejlet var der altså stadig pletter på.
Jeg har kun to (billige klap-)stole til mit lille spisebord der står i køkkenet, så min fars kæreste var hurtig og nuppede en skammel jeg har fra IKEA. Og ja, jeg har også kun to kaffekrus, så jeg drak selv af et café-kaffe-glas. Helt op til en 10 mins. tid før de kom, rendte jeg og hyggede mig med at plante blomster om, som jeg har fået af overboen der er flyttet i weekenden. Så jeg var helt rolig. Det har jeg aldrig været før.
Jeg var stik modsat af, hvad jeg plejer at være når jeg får gæster! - Og det var fantastisk!

Fantastisk fordi jeg kunne slappe af! Jeg slappede rent faktisk af. Altså jeg havde det stadig mærkeligt i "værtinde"-rollen, som jeg hader, og det er stadig svært at være stor voksen datter der har gæster, når jeg samtidig er fars lille pige indeni (og udenpå afhængig af situationen). Men det var hyggeligt.

Vi gik endda en tur på en times tid. På min fars opfordring, gud-hjælpe-mig. Det er meget MEGET få gange jeg har gået en tur med min far i hele mit liv. Han brokkede sig da også lidt over længden, selvom jeg havde spurgt dem hvor langt de ville gå og gjort dem opmærksom på længden af den rute jeg valgte.
Men på trods af hans 52 år, så går han som en i 70'erne! Pruster og stønner og er så stiv overalt, at jeg er bange for at han dejser om hvornår det skal være. Men det endte med at være en hyggelig eftermiddag og det var kun godt at kæresten var med til at "bløde" lidt op. Han tændte da også først for fjernsynet, da vi kom hjem fra gåturen. Og da de skulle hjem var det ham der sagde som en lille dreng til hende: "Skal vi ikke nok køre hjemad nu?". Og det gjorde de så. Om aftenen fik jeg en sød besked fra ham om at det havde været en hyggelig eftermiddag og jeg virkede glad. Det var jeg også.

Alt i alt faktisk en udemærket weekend.. :-)    

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Jeg elsker kommentarer!
Det er desværre ikke altid jeg får svaret på dem, men de betyder rigtig meget for mig alligevel! :-)

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...