Jeg havde en veninde, i en kort periode, for nogle år siden (2008/2009), som havde fået tilkendt førtidspension pga. psyken. Jeg kan ikke lige huske hvad det specifikt var hun fejlede, men det er heller ikke det vigtige i den her sammenhæng. Jeg kan bare huske at hun var minutter fra et vellykket selvmordsforsøg og var indlagt på lukket afdeling i flere måneder.
Det var i den periode, at jeg selv begyndte at få det tiltagende dårligere og min borderline personlighedsforstyrrelse for alvor "kom frem".
Allerede på det tidspunkt tænkte jeg på førtidspension. Jeg kan huske, at jeg syntes min veninde var heldig, fordi hun havde fået den tilkendt. Vi snakkede en del om det. Det jeg husker er, at hun sagde, at det bedste råd hun kunne give var, at man skal "spille umulig" overfor sagsbehandlere, psykologer, psykiatere og hvem man ellers er i kontakt med i systemet. Blandt andet nævnte hun specielt at man skulle lade være med at kigge folk i øjnene og i det hele taget bare være undvigende og "egenrådig". Sådan forstod jeg dét hun sagde. Dette er i korte træk.
Jeg har efterhånden lært, at man er nød til "gøre sig selv dårligere" / fremstille sig selv dårligere overfor kommunen, for ellers så presser de virkelig citronen. Jeg håber altid, at jeg har en lortedag, når jeg skal til møde med min sagsbehandler. Men som regel er det ligesom når man skal til lægen fordi man hoster. Allerede på vejen derop så hoster man slet ikke og når lægen så skal lytte på lungerne er der ikke noget at høre. Her føler man sig som en komplet idiotisk hypokonder der spilder lægens tid. Så snart man går igen, så kommer hosten selvfølgelig tilbage! TYPISK!
Nå, men for lidt siden kom jeg til at tænke på omtalte veninde og førtidspension.
Vil jeg virkelig gerne have førtidspension?
Når psykologen spørger, om jeg kan forestille mig ikke at skulle arbejde hele mit liv, så er det så svært at forholde sig til. Hele mit liv. Det kan jeg slet ikke overskue tanken om. Jeg kan ikke engang overskue tanken om næste uge - eller imorgen, for den sags skyld.
Da jeg skulle udfylde ressourceprofilen til kommunen, i sidste uge, var der også et spørgsmål i retningen af, om jeg kunne forestille mig ikke at skulle arbejde overhoved. Ja, det kan jeg sagtens! Det er jo sådan det er nu og jeg kan slet ikke forestille mig, at skulle have en hverdag som er normal for andre. Mon jeg nogensinde kommer til at kunne forestille mig det?
Jeg hader når jeg hører sætningen: "Man kan hvad man vil!"
Kan man virkelig det?!?!?
Vil det så sige, at alle de ting jeg (tror) jeg gerne vil - dem vil jeg egentlig ikke alligevel, for ellers så kunne jeg godt? Eller hvorfor kan jeg så ikke?
Lige nu fx. der roder min stue helt ad helvedes til. Kæresten har været her hele ugen og han har hjulpet mig lidt med at rydde op. Igår kørte jeg i IKEA, fordi NU SKAL DER SGU SKE NOGET!!!! Kæresten var på arbejde. Jeg købte nogle reoler, som jeg længe har kigget på, så det er ikke fordi det er et impulskøb eller noget. Selvom jeg nok burde have ventet lidt pga. økonomi osv.
Nå, men anyway.. Kæresten samlede møblerne igår aftes og her til morgen. Han skulle hjem idag og havde ikke tid til at blive og hjælpe med at sætte dem på plads og sætte ting i o.s.v.
Der mangler kun at komme hylder i og så skal de sættes på plads. Det er næsten det letteste. Det svære er, at få alt rodet ryddet op. Halvdelen af det der stod på de tidligere reoler kan smides ud og jeg kan sgu bare ikke overskue det. Lige nu står det overalt. Hvor fanden skal jeg starte? Jeg har flere kasser med små og store "dimsedutter", "dingenoter" og "dippedutter", som jeg jo HEEELT SIKKERT får brug for på et eller andet tidspunkt (om 10 år eller noget!).
Så er der de gamle reoler og et tv-bord, som jeg skal have sat på Den Blå Avis. De skal så lige flyttes. Men altså, det er alt sammen noget jeg "godt kan" selv. Hvorfor gør jeg det så ikke? Hvorfor kan jeg ikke overskue det?
Jeg har siddet foran computeren hele dagen og lavet overspringshandlinger på trods af, at mine intentioner imorges var rigtig gode. Jeg var i godt humør, følte at jeg havde en masse energi til at få ordnet det hele så det bliver ryddeligt og pænt. Men tja... Jeg sidder stadig foran skærmen og det hele flyder!....
Hvorfor skal det være så fucking svært?!?
"Jamen, du skal bare tage dig sammen og tage dig selv i nakken og komme igang!".....................
Tage mig sammen ... At tage sig sammen .... Hmm ...
Og så har jeg ikke mere at spise i min lejlighed og jeg er efterhånden ret sulten, men jeg har ikke lyst til noget, selvom jeg er sulten. Altså jeg er sulten uden at være sulten. Jeg har prøvet at granske min hjerne for hvad jeg har lyst til, hvis jeg kan vælge mellem alt og svaret er..... JEG VED DET IKKE!
Jeg ved bare, at jeg nok er nød til at gå i fakta før de lukker kl. 21 og jeg ved bare ikke, hvad jeg skal fylde i kurven...
Ved ikke...
Ved ikke...
Ved ikke...
Ved ikke...
Ved ikke...
Ved ikke...
Allerede på det tidspunkt tænkte jeg på førtidspension. Jeg kan huske, at jeg syntes min veninde var heldig, fordi hun havde fået den tilkendt. Vi snakkede en del om det. Det jeg husker er, at hun sagde, at det bedste råd hun kunne give var, at man skal "spille umulig" overfor sagsbehandlere, psykologer, psykiatere og hvem man ellers er i kontakt med i systemet. Blandt andet nævnte hun specielt at man skulle lade være med at kigge folk i øjnene og i det hele taget bare være undvigende og "egenrådig". Sådan forstod jeg dét hun sagde. Dette er i korte træk.
Jeg har efterhånden lært, at man er nød til "gøre sig selv dårligere" / fremstille sig selv dårligere overfor kommunen, for ellers så presser de virkelig citronen. Jeg håber altid, at jeg har en lortedag, når jeg skal til møde med min sagsbehandler. Men som regel er det ligesom når man skal til lægen fordi man hoster. Allerede på vejen derop så hoster man slet ikke og når lægen så skal lytte på lungerne er der ikke noget at høre. Her føler man sig som en komplet idiotisk hypokonder der spilder lægens tid. Så snart man går igen, så kommer hosten selvfølgelig tilbage! TYPISK!
Nå, men for lidt siden kom jeg til at tænke på omtalte veninde og førtidspension.
Vil jeg virkelig gerne have førtidspension?
...... FØR-TIDS-PENSION ............ FØR... TID... PENSION ......
Når psykologen spørger, om jeg kan forestille mig ikke at skulle arbejde hele mit liv, så er det så svært at forholde sig til. Hele mit liv. Det kan jeg slet ikke overskue tanken om. Jeg kan ikke engang overskue tanken om næste uge - eller imorgen, for den sags skyld.
Da jeg skulle udfylde ressourceprofilen til kommunen, i sidste uge, var der også et spørgsmål i retningen af, om jeg kunne forestille mig ikke at skulle arbejde overhoved. Ja, det kan jeg sagtens! Det er jo sådan det er nu og jeg kan slet ikke forestille mig, at skulle have en hverdag som er normal for andre. Mon jeg nogensinde kommer til at kunne forestille mig det?
Jeg hader når jeg hører sætningen: "Man kan hvad man vil!"
Kan man virkelig det?!?!?
Vil det så sige, at alle de ting jeg (tror) jeg gerne vil - dem vil jeg egentlig ikke alligevel, for ellers så kunne jeg godt? Eller hvorfor kan jeg så ikke?
Lige nu fx. der roder min stue helt ad helvedes til. Kæresten har været her hele ugen og han har hjulpet mig lidt med at rydde op. Igår kørte jeg i IKEA, fordi NU SKAL DER SGU SKE NOGET!!!! Kæresten var på arbejde. Jeg købte nogle reoler, som jeg længe har kigget på, så det er ikke fordi det er et impulskøb eller noget. Selvom jeg nok burde have ventet lidt pga. økonomi osv.
Nå, men anyway.. Kæresten samlede møblerne igår aftes og her til morgen. Han skulle hjem idag og havde ikke tid til at blive og hjælpe med at sætte dem på plads og sætte ting i o.s.v.
Der mangler kun at komme hylder i og så skal de sættes på plads. Det er næsten det letteste. Det svære er, at få alt rodet ryddet op. Halvdelen af det der stod på de tidligere reoler kan smides ud og jeg kan sgu bare ikke overskue det. Lige nu står det overalt. Hvor fanden skal jeg starte? Jeg har flere kasser med små og store "dimsedutter", "dingenoter" og "dippedutter", som jeg jo HEEELT SIKKERT får brug for på et eller andet tidspunkt (om 10 år eller noget!).
Så er der de gamle reoler og et tv-bord, som jeg skal have sat på Den Blå Avis. De skal så lige flyttes. Men altså, det er alt sammen noget jeg "godt kan" selv. Hvorfor gør jeg det så ikke? Hvorfor kan jeg ikke overskue det?
Jeg har siddet foran computeren hele dagen og lavet overspringshandlinger på trods af, at mine intentioner imorges var rigtig gode. Jeg var i godt humør, følte at jeg havde en masse energi til at få ordnet det hele så det bliver ryddeligt og pænt. Men tja... Jeg sidder stadig foran skærmen og det hele flyder!....
Hvorfor skal det være så fucking svært?!?
"Jamen, du skal bare tage dig sammen og tage dig selv i nakken og komme igang!".....................
Tage mig sammen ... At tage sig sammen .... Hmm ...
Og så har jeg ikke mere at spise i min lejlighed og jeg er efterhånden ret sulten, men jeg har ikke lyst til noget, selvom jeg er sulten. Altså jeg er sulten uden at være sulten. Jeg har prøvet at granske min hjerne for hvad jeg har lyst til, hvis jeg kan vælge mellem alt og svaret er..... JEG VED DET IKKE!
Jeg ved bare, at jeg nok er nød til at gå i fakta før de lukker kl. 21 og jeg ved bare ikke, hvad jeg skal fylde i kurven...
Ved ikke...
Ved ikke...
Ved ikke...
Ved ikke...
Ved ikke...
Ved ikke...
Hey.. faldte lige over din blog, og jeg må sige du tager nogle gode emner op. Hopper helt sikkert forbi dig igen snart.
SvarSletJeg er selv en ung person med en personlighedsforstyrrelse, dyssocial personligheds struktur / psykopati, og går aldrig et normalt forhold til arbejdsmarkedet, har heller aldrig haft det, da jeg ikke har en ansvars følelse overfor at skulle arbejde for at få penge. Psykiater har lavet en udredning hvori der står at jeg ikke kommet på arbejdsmarkedet igen, pga min lidelse, men da jeg er under 40år gammel, er det eneste jeg kan få, et resurse forløb, hvor jeg får en kontanthjælp udbetalt. Kan ikke lebe et normalt liv, kan ikke tillade mig at habe et forhold til en pige da jeg føler mig som en nasser efter regninger er betalt. Kan ikke tillade mig at sætte børn i verden da Jeg ikke kan købe de ting børn i dag har brug for. Kan intet eje til en værdi over 10.000 kr. De ved hos kommunen godt at jeg aldrig kommer ud og arbejde eller kan få lov at leve et nogenlunde normalt liv, men ser de på mig som en person ? Nej, er bare en bunke papirer, og en der skal læres Hvordan man føler glæde ved at arbejde, på trods af at min lidelse netop gør at det kan jeg ikke læres. Føler med dig, og håber det bedste for dig, da jeg ved at førtidspension er det eneste rigtige til nogle mennesker, også selvom de ikke er fyldt 40!
SvarSlet