Jeg er aldrig blevet feteret eller forkælet af nogen kæreste, som jeg er blevet og bliver af ham. Der er aldrig sure miner. Aldrig. Lige gyldig hvad jeg finder på (næsten), så er der aldrig problemer. Hvis jeg skal være helt ærlig, så mangler jeg måske (til tider) også lidt modspil. At han ikke altid føjer mig og bare følger med strømmen.
Jeg tænker også, at med en kæreste burde man have det sådan, at man har lyst til at vise ham frem for hele verden. "Se hvor dejlig han er! Han er min!"-agtig. Sådan har jeg det ikke. Sådan har jeg aldrig haft det med ham. Jeg har ikke lyst til at have ham med til noget, for jeg synes ikke han "passer ind". Han bliver tit opfattet som arrogant, fordi han er speciel. Fordi han har nogle mangler hvad angår det sociale kodeks. Min psykolog mener, at han har underudviklede sociale færdigheder på nogle punkter.
Der er mange gange i vores forhold, at han har overskredet mine grænser i sengen. Ikke rent seksuelt, men mere at han ignorerer/ikke opfatter de signaler jeg sender - hvis jeg fx. tydeligt signalerer at jeg ikke har lyst, så skal han alligevel liiiige presse lidt på og forsøge. Det er ret svært at forklare. Men det er primært dét der har været med i overvejelserne, når jeg har tænkt på at gå fra ham.
Nogle gange så føler jeg at han nærmest er besat af mig. Jeg vil ikke gå i dybere detaljer om, hvorfor jeg tænker sådan, men nogle gange har han bare kommet med udtalelser hvor jeg har tænkt "WTF!".
Jeg ved det ikke.... eller jo, det ved jeg godt... men det er sgu svært at være alene når man så længe har været vant til at være to...
Ingen kommentarer:
Send en kommentar
Jeg elsker kommentarer!
Det er desværre ikke altid jeg får svaret på dem, men de betyder rigtig meget for mig alligevel! :-)