søndag den 29. juli 2012

Tomheden

Jeg kom hjem fra kæresten igår eftermiddags. Har været sammen med
ham næsten hele ugen, først hos mig og de seneste dage hos ham. Det har været rigtig hyggeligt og dejligt afslappende. For en gangs skyld var jeg ikke helt mentalt drænet da jeg kom hjem, som jeg plejer at være når jeg er "ude" i flere dage.


Så efter et bad, lidt at spise og rent sengetøj på, gik jeg ind og lagde mig allerede ved 17-tiden, tror jeg den var. Det var faktisk rart. Det var ikke fordi jeg havde det dårligt - tvært imod, så var det dejligt og føltes som selv forkælelse. Desværre så sker der dét, som der altid sker, når jeg er alene. Da klokken er omkring 21.30 begynder jeg at få det skidt. Jeg vidste ikke hvad klokken var, før jeg fik kigget på uret.


Sammen med min psykolog har jeg fundet ud af, at min angst som regel kommer mellem 21 og 24. Da vi "undersøgte det" kunne jeg pludselig huske, hvordan jeg som barn lå i min seng og ventede på at mine forældre skulle komme og putte mig. De kom bare ikke. De glemte mig. Jeg kan huske at jeg tit græd mig i søvn og at jeg ikke kunne lide at gå ind og sige det til dem igen. Det var ikke hver dag det var sådan, men jeg kan huske at det skete flere gange. Og det skete mellem kl 21 og 24. Tænk at angsten sidder i kroppen så mange år efter og den dukker op hver aften. Nu ved jeg hvor den stammer fra, men det gør det ikke nødvendigvis nemmere at tackle.

Jeg havde ligget og set fjernsyn i flere timer, og det gjorde jeg fortsat, men følelsen kommer bare snigende. Jeg begyndte at små-græde og få det rigtig dårligt. Spiste noget forskelligt mad - hvad jeg nu lige havde i skabene - hvilket ikke var særlig meget. Lavede nogle kopper varm kakao. Så prøvede jeg at skrive til kæresten. Jeg vidste at han skulle have sønnen, men det kunne være at planerne var lavet om. Det var de ikke. Han sagde at jeg var velkommen. Jeg orkede ikke at skulle pakke tøj og hund og så videre, for derefter at køre en time i bil for at komme hjem til ham. Og desuden så var jeg jo lige kommet hjem. Lidt efter skrev han, at sønnen var taget op til en kammerat for at sove, men at han kom tilbage idag og at han nu selv ville gå i seng og så en masse søde ord.

Der blev jeg bare sur. Barnet indeni mig følte sig tilsidesat og jeg havde lyst til at skrive en dum sms tilbage til ham. I stedet skrev jeg bare at han måtte sove godt. Jeg ved jo godt at det er urimelige krav at stille, at han skal slippe alt hvad han har i hænderne og lave sine aftaler om for at komme og "redde mig" fra de ubehagelige følelser, men sådan havde jeg det bare.


Jeg synes, dette billede beskriver følelsen
af tomhed helt perfekt! Et stort hul i maven!

Det er bare så pisse svært for mig at være i de skide følelser. Jeg kan ikke bare være lidt ked af det og græde lidt. Der er ikke noget der hedder lidt i min verden - åbenbart. Jeg får selvmordstanker.
"Åhh hvor ville det også bare være lettere hvis jeg bare kunne slippe for alt det her lort. Lorteliv!". Begynder at tænke over metoder. Samtidig så kommer min familie ind i mine tanker og hvordan de ville reagere ved at jeg døde. Så får jeg det endnu værre, fordi jeg bliver ked af at gøre dem kede af det. At jeg nærmest kan mærke deres savn. Samtidig så ved jeg også godt, at jeg ikke har nosser nok til at gøre en ende på lortet, så samtidig med at jeg har selvmordstanker, så bliver jeg også irriteret på mig selv over det, fordi jeg godt ved at jeg aldrig ville kunne gøre det.

Åååårh hvor er de følelser bare ikke rare!

Og alt imens dette står på, så prøver jeg at huske psykologens ord: "Følelser er flygtige. Det går over igen. Det er okay at være ked af det. Det er forståeligt at du har det dårligt. Vær i og mærk de svære følelser, og vid at de går over igen".

Til sidst slukkede jeg for fjernsynet og tændte mit lydbånd, som som regel gør at jeg falder til ro. Det gjorde jeg også.

Jeg vågnede flere gange i løbet af natten. Den ene af gangene vågnede jeg ved, at jeg lå og råbte i søvne - af min mor. Noget med at hun ikke respekterede mine grænser og at jeg var voksen og havde lov til at sige fra.

Er der noget at sige til at jeg har brug for en lur i løbet af dagen?!?!?...




torsdag den 26. juli 2012

Selvskade

Jeg har lyst til at være selvskadende i de her dage.

Hvordan kan man sige det?

Hvad er det der gør, at man har lyst til at skade sig selv?





Det er ikke fordi jeg tænker, at jeg er sådan en dårlig person, at jeg fortjener at blive straffet. Jeg ved egentlig ikke rigtig hvordan jeg tænker. Det er bare en følelse jeg har og får indeni. Den kan ikke rigtig forklares andet end en lyst til at nedværdige mig selv.

Og min selvskade - udover overspisning i perioder - er prostitution.
Det er længe siden jeg har været ude hos en kunde. 1½ måneds tid. Fordi jeg i bund og grund ikke har lyst til det. Alligevel er der den her stemme indeni, der tvinger mig til det.
Det lyder meget skizofrent - det er det måske også...
Det er lidt ligesom den stemme der giver én dårlig samvittighed over, at man burde motionere, spise sundere, rydde op, gøre rent. Den dårlige samvittigheds stemme..... på en måde...

På den ene side så savner jeg det og det hiver i mig for at komme ud og mærke suset, specielt når jeg tænker på det eller læser bøger om emnet fx. Hustler af Odile Poulsen som jeg lige er blevet færdig med at læse for 2. gang. Men samtidig så er der noget der gør, at jeg bare ikke har lyst alligevel...

Det er jo klart et tegn på at jeg er kommet tættere på, at kunne mærke mig selv. Jeg har sjældent været bange når jeg har været ude hos kunder. Jeg har været ligeglad med mig selv. Ligeglad om der skulle ske mig noget. Om jeg døde... tjae... hva så... Nu kan jeg begynde at mærke frygten for at der sker mig noget. At det kunne være en psykopat i den anden ende. Samtidig så er der aldrig sket mig noget i al den tid jeg har gjort det...

Beslutningen om det kører som en pil frem og tilbage mellem skal - skal ikke... Tik tak, tik tak...
Jeg skifter beslutning og mening om det sådan ca. 500 gange om dagen...

Men jeg føler ikke at jeg er helt færdig med det endnu, så det ender nok på "skal"...






Min mor

De sidste dage har jeg tænkt og drømt meget om min mor. Drømmene kan jeg ikke rigtig huske - kun lige når jeg vågner (er det egentligt ikke et sjovt fænomen, at man som regel kun kan huske drømmen lige når man vågner?). 

Men jeg har gået og tænkt en del over savnet. Om det egentlig er et savn?
For egentlig hvis jeg virkelig skal gruble over det, så tror jeg faktisk at det er min dårlige samvittighed der taler. Den dårlige samvittighed overfor hende. "Nåårh, hvor er det synd for mor og hvor er jeg tarvelig, at jeg har brudt forbindelsen.. osv...!". Men for helvede. Det er jo ikke hende det er synd for - siger min psykolog! Det er mig det er synd for - siger min psykolog!

Tja.. jeg ved egentlig ikke.. Det gør bare ondt på mig. Det der gør allermest ondt er netop hver gang jeg tænker at det er synd for hende, for så kommer den dårlige samvittighed anstigende.

Hvad nu hvis der sker hende noget - vil jeg så kunne tilgive mig selv for, at jeg brød kontakten til hende eller vil jeg bebrejde mig selv resten af mit liv?

Hvad hvis nu hun begår selvmord, fordi hun er så ked af, at hun har mistet sin datter og pga. de breve jeg har sendt til hende, hvor jeg skriver hvilken dårlig mor, jeg synes hun har været?!

Hun har fødselsdag om 3 ugers tid. Skal jeg skrive en tillykke-sms?
Hvad nu hvis jeg ikke skriver nogen?

Hun er jo lige blevet gift og der skrev jeg intet. Mest fordi jeg ikke kunne stå inde for det. Jeg ville simpelthen ikke ønske hende tillykke med noget, jeg synes, er den største fejltagelse hun kunne begå! At ønske hende tillykke, synes jeg, var ligesom at signalere at jeg glædede mig over begivenheden og jeg gjorde det stik modsatte!

Hvad er det jeg savner... og savner jeg noget?






Sammen igen

Jeg har overgivet mig til hans kærlighed og vi er blevet kærester igen.

Måske ved man bare ikke hvad man har, før man ikke har det længere.

Måske var det min borderline "Gå væk - nej kom tilbage!" svingning der styrede mig.

Måske...

Jeg ved bare, at jeg føler mig tryg igen og det er rart!








Ressourceprofil på jobcenteret

Jeg var på jobcenteret i forrige uge. Hun er nu meget sød min sagsbehandler. Hun er omkring 30'erne, vil jeg tro, så vi er omkring jævnaldrende. Normalt har hun pænt tøj på - ikke nødvendigvis formelt, men sådan hverdags-pænt. Denne gang havde hun joggingtøj på. Kappa-bukser, en tilfældig hvid t-shirt, en hættetrøje-agtig ting med lynlås foran og et par klip-klappere. Jeg synes det var så fedt! Så følte jeg at vi var bedre på bølgelængde end ellers.


Jeg har for nyligt skrevet en mail til hende, hvor jeg åbnede op og skrev præcis hvordan jeg har det. Ingen omsvøb. Hun svarede tilbage, at hun var glad for at jeg havde skrevet den mail og åbnet op, for hun havde slet ingen anelse om at jeg havde det så dårligt/svært. Jeg burde blive skuespiller!! Til samtalen nævnte hun overhoved ikke mailen. Det virkede nærmest som om hun bevidst prøvede at undgå det. Som om at den "fyldte" rummet, men der blev ikke snakket om den. Det undrede mig.



Jeg havde egentlig givet udtryk for, at jeg var parat til at tage 4 enkeltfag på HF, men må sande at jeg slet ikke kan overskue det. Nu er det blevet sænket til et enkelt fag, som jeg nok skal starte på her i august. Egentlig har jeg ikke rigtig lyst, men jeg føler at min psykolog presser på for, at jeg skal ud og se at jeg "godt kan", og hun sagde til mig for noget tid siden, at hun i næste statusattest til kommunen ville skrive, at hun godt mener at jeg er i stand til at tage et enkelt fag. Vores samtaler går fra 2x om ugen til 1x om ugen, når hun kommer fra ferie om nogle uger, og så mener hun at det passer med at jeg stadig går til 2 ting. Så den ene samtale bare er skiftet ud med uddannelse i stedet for. Jeg prøver at sige til mig selv, at det er et fag der interesserer mig meget. Psykologi. Og det gør det lidt lettere at overskue tanken om at skulle igang igen, men det er helt vildt grænseoverskridende og jeg bliver træt allerede ved tanken.

Jeg har aldrig haft kontakt til "systemet" før jeg blev syg for alvor i 2009, så nu skal jeg for første gang udfylde et skema. Ressourseprofilen hvor jeg skal redegøre for min (manglende) arbejdsevne og hvordan jeg ser mig selv i fremtiden og bla bla bla.

Jeg har slet ikke kunne tage mig sammen til det. Den har ligget på køkkenbordet (mellem alt det andet rod jeg ikke kan tage mig sammen til at rydde op) i over en uge. For nogle dage siden kom jeg så igang, men hold kæft der skulle skrives meget. Jeg nåede ikke engang halvvejs, for så kom spørgsmålet: "Hvad kunne du tænke dig at arbejde med?". Øhh... Nu synes jeg sådan set, at bare dét at leve, er et fuldtidsjob for mig. Jeg vidste vitterligt ikke hvad jeg skulle skrive.

Nå, men det endte med at kæresten (ja, vi er fundet sammen igen) kom og hjalp mig. Det var dejligt. Nu er den endelig færdig, jeg skal bare lige rette lidt og læse den igennem nogle flere gange, for at være sikker på at jeg får alt det med, som jeg gerne vil have.

Men det har været hårdt at lave den. Psykisk hårdt. Det har virkelig krævet, at jeg har måtte se realiteterne i øjenene om hvordan jeg egentlig har det, og hvad jeg er i stand til - eller rettere - ikke i stand til. Hvor lille mit netværk er og hvordan jeg i bund og grund nok bare er en enspænder. Jeg har nok altid været lidt af en enspænder, men jeg synes det er blevet "værre" siden 2009, hvor jeg begyndte at få hjælp i dist.psyk eller også er det bare fordi der nu er blevet sat ord og diagnose på, hvorfor jeg er som jeg er.

Samtidig har det været rigtig svært at svare på mange af spørgsmålene - eller i hvert fald svare entydigt, for når der fx. står hvilken uddannelse jeg evt. kunne forestille mig så har jeg skrevet omkring 10 forskellige. Alle sammen i forskellige retninger. Lidt ligesom en rundkørsel med 10 afkørsler.

Da hun gav mig papirerne på Jobcenteret, skimmede jeg lige de første sider. Et af de første spørgsmål var "Har du afbrudt nogen uddannelser? Begrund". Jeg sagde til hende, at jeg altså ikke kunne huske alle de uddannelser jeg har afbrudt og at det i hvert fald ikke kunne stå på de 2-3 linier der var afsat til svaret. Så grinede hun. Det var sgu ikke en joke. Jeg tror jeg har talt det sammen til 14, eller noget i den stil.

Jeg gør mig virkelig mange tanker om det her. Hvad nu hvis jeg ikke kan "klare" det ene fag om ugen? Hvad hvis jeg springer fra det - hvad sker der så? Bliver jeg "bare" sendt ud i noget praktik-halløj lige pludselig og hvis jeg ikke følger deres plan, tager de så pengene fra mig?

Hvad nu hvis... og hvad nu hvis... ???

Jeg har også svaret at jeg sagtens kan se mig selv som førtidspensionist og at det kunne være rart at få lettet presset fra mine skuldre. Jeg synes ikke lykken er at blive "normal" og få et 8-16 job. Jeg bliver SÅ sindsygt depressiv bare ved tanken om at skulle være en del af "trædemøllen" indtil jeg langt om længe kan pensioneres og vente på at livet er forbi.

Hvor er det sørgeligt at skrive de sidste par linier om trædemøllen, men det er sgu sådan jeg tænker...

Er det alt der er til livet?





mandag den 23. juli 2012

Totalt afkræftet og isoleret


Jeg har overhoved ingen energi i de her dage. Jeg står op når hunden vækker mig fordi den skal ud og tisse. Så går vi en tur. Så hjem, lidt mad, medicin og så en tur på sofaen eller foran computeren. Så ind i seng og sove igen. Så vågner jeg efter 3-4 timer og sidder som regel ved computeren til midt på natten.

Psykologen gik på ferie i sidste uge i 3 uger, og når hun kommer tilbage, så går jeg ned fra 2 gange om ugen til 1 gang om ugen. Det bliver hårdt, tror jeg. I hvert fald de dage hvor jeg har det skidt. Så er der lang tid imellem.




Jeg mødtes med M igår. Det var 3 uger siden vi har set hinanden. Vi gik en tur ved vandet og snakkede. Sad lidt og så ud over vandet og så tilbage igen. Det var rart nok. Han kender mig så godt, at jeg ikke behøver at være noget jeg ikke er. Vi krammede i lang tid da vi sagde farvel. Til sidst var jeg nød til at løsrive mig, fordi jeg begyndte at græde. Han nåede ikke at se det inden jeg sagde farvel. Det var hans velkendte duft og hans arme omkring mig. Jeg længes sådan efter trygheden, men igen kunne jeg mærke at jeg bare ikke har lyst til at være sammen med ham. Selv da jeg lige "tante-kyssede" ham farvel mærkede jeg ingenting. Det ville være så let bare at sige at han kunne gå med hjem og ligge i ske, og det er det han ønsker mest af alt, men det ville være at give ham falske forhåbninger, fordi det kun er et plaster på min ensomhed og ikke fordi jeg har kæreste-følelser for ham....



Idag da jeg var ude at gå tur med hunden, kom der en far, hans to sønner og deres hund løbende med en basketbold. De så så glade ud mens de gik og spillede bolden til hinanden. Han smilede over hele hovedet da han sagde hej til mig. Jeg gik bevidst en rute hvor jeg igen ville gå forbi dem, og denne gang hilste han lidt på min hund og smilede igen. Vi havde øjenkontakt et godt stykke tid og han så virkelig sød ud. Der var ingen tvivl om, at der var flirten i luften. Da jeg gik derfra kunne jeg mærke en spirende sommerfugle-følelse i maven. Den har jeg ikke mærket i flere år. Så jeg gik og tænkte hvor meget jeg savner at flirte... Det var rart at mærke.. Rart at mærke en følelse som er andet end tomhed og depression..


Jeg overvejede at oprette en dating-profil og så tage på nogle dates. Bare for at komme lidt ud og mærke en smule sommerfugle i maven og for at flirte lidt... Men når jeg kigger rundt på de forskellige sider og hvad folk skriver i deres profiler, så får jeg allerede mindreværdskomplekser. "Nå, hvad laver du så?".... "Øhh... Jeg går sygemeldt på 3. år, fordi jeg har knald i låget...."... Og hej hej, så hører eller ser man ikke mere til dem... Men det er jo for helvede ikke min egen skyld, at jeg er syg...

Det kunne være at jeg bare skulle tage ud til nogle kunder... Der får jeg i hvert fald bekræftelsen jeg savner...

Jeg synes det er pisse irriterende at bo i et rækkehus-kvarter, hvor alle kommer hinanden ved konstant. Min overbo er selv psykisk syg og igår da jeg kom hjem fra gåtur med M, stod hun udenfor og snakkede med en af de andre naboer. Så kommenterede hun at mine gardiner havde været rullet ned og hun ikke havde set mig i et stykke tid. Det rager sgu da for helvede ikke alle mulige andre hvad jeg render og laver, og så synes jeg det er pisse irriterende at der er nogen der (føler jeg) holder øje med mig. Hvis jeg kunne, så boede jeg ad h.... til ude på landet. Med en masse dyr og blomster jeg kunne gå og nusse om... Ååårh det kunne være dejligt...

Meget rodet indlæg, men det er hvad der lige går igennem mit hoved nu...



søndag den 22. juli 2012

Overtalelse

Jeg har virkelig svært ved at holde fast i mig selv. Han bliver ved med at prøve at overtale mig til, at vi skal finde sammen igen. Når han snakker om alle de gode ting, så glemmer jeg alt det negative. Jeg sad og læste min dagbog for det sidste halve år igennem igår, og der står nærmest ikke andet end noget negativt. Allerede ved juletid begynder jeg at skrive om at gøre det forbi med ham.

Det er ligesom at ryge.
Når man sidder med smøgen i hånden - så vil man gerne holde op!
Når man er holdt op - så savner man det!

WTF!

Og han bliver ved med at presse på for at ses. Picnic, sushi, gå-ture og hvad ved jeg...

Han jagter... Jeg flygter...


Jeg tror også han er bange for ensomheden. Han gik direkte fra x-konen og til mig. Han har aldrig prøvet at være alene. Bo alene. Og nu bliver han konfronteret med den nagende ensomhed og alle det ubehagelige følelser man ikke har lyst til at mærke.

Jeg bliver også ved med at tænke, at jeg aldrig finder en mand som kan acceptere alt ved mig som han gør. Han accepterer endda at jeg kører escort og ved hvorfor jeg har brug for det. Han vil bare have mig med hud og hår og alt. Det tror jeg hører sjældenhederne til...

Åhhh....



fredag den 20. juli 2012

Påtager mig andres meninger

Det værste ved min borderline er at jeg hurtigt mister mig selv. At jeg med det samme er ovre i andres behov. At jeg påtager mig andres meninger. Beslutninger jeg er 100% sikker på det ene øjeblik, bliver som dug for solen når andre taler "deres sag". Pludselig bliver jeg i tvivl om hvad jeg selv mener og synes lige pludselig at ja, det er da logisk at den anden har ret.

For nogle uger siden gjorde jeg det forbi med min kæreste. Han vil meget gerne have mig tilbage, men jeg har ikke de rigtige følelser for ham mere. Men når han så fortæller hvor meget han elsker mig og remser alle de gode ting ved vores forhold op, så bliver jeg så meget i tvivl om jeg ikke alligevel elsker ham. Når vi så har lagt røret på, forsvinder min tvivl og jeg kan mærke mig selv igen. Jeg bliver bare så hurtigt påvirket af andre.

For noget tid siden læste jeg et eller andet sted, en der skrev noget i retning af, at hun ikke kunne være sammen med flere veninder på samme tid for "hvem skal jeg ligne, når der er flere?!". Min far har fortalt at jeg som lille, ikke kunne finde ud af at lege med flere veninder ad gangen. Det giver lige pludselig mening nu, hvorfor jeg ikke kunne det. For når jeg ikke vidste hvem jeg selv var, og var vant til at kopiere den jeg var sammen med, så var det jo umuligt med flere veninder på samme tid.

Selv som voksen kan jeg godt have det svært ved at være sammen med flere veninder eller venner på en gang. Det sker så ikke for tiden, da jeg overhoved ikke har nogen.



Måske forventer jeg bare for meget af de veninder jeg har, når jeg har nogen. Den eneste veninde jeg har en lille smule har jeg ikke snakket med siden nogle dage efter at jeg gjorde det forbi med kæresten. Det er nogle uger siden nu. Hun var en god støtte i telefonen hvor jeg græd og var i tvivl. Hun mindede mig om hvorfor det er, at jeg er gået fra ham og det gjorde at jeg fandt tilbage til mig selv igen.

Hvis situationen var omvendt og det var hende der var gået fra sin kæreste, så ville jeg som den mest naturlige ting i verden ringe til hende og høre hvordan det gik og om der var noget jeg kunne gøre for hende. Men nej. Jeg har ikke hørt fra hende siden. Er det mig der forventer for meget?

Jeg forventer at andre skal være der for mig, som jeg er der eller ville være der for dem. Er det for meget forlangt?

Og i stedet for at fortælle at jeg er såret, som jeg fx. er nu, så er det nemmere bare at afskrive hende. Det er nemmere at være alene end at blive såret....



Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...