onsdag den 27. juni 2012

Er psykologen træt af mig?





Jeg har her på det sidste følt at min psykolog er ved at være træt af mig. Hun har virket uoplagt og små-irriteret flere gange. Da jeg var hos hende sidst følte jeg, at hun nærmest havde et opgivende og irriteret tonefald, fordi jeg bliver ved med at "køre rundt i" at jeg savner min mor.




Hun siger, at hun ikke forstår hvorfor jeg bliver ved med at savne hende, når jeg godt ved, at hun gør mig syg. Jamen det er jo min mor. Det er da et traume at være nød til at bryde forbindelsen med sin egen mor, fordi hun gør mig syg. Jeg synes bare hun havde et tonefald, som om hun var irriteret, da hun sagde det.

Jeg har prøvet at forklare mig selv dét med, at hun måske har nogle personlige problemer for tiden, der gør at hun måske ikke er så oplagt... eller noget andet, der ikke nødvendigvis har noget med mig at gøre. Alligevel kan jeg ikke lade være med at tro, at det er mig hun er træt af. Jeg mener... hun er jo også kun et menneske, og jeg kommer hos hende 2 gange om ugen, så hvis hun nu skulle være træt af mig i perioder, så er der vel ikke noget at sige til det...?

Samtidig så har jeg da bare ikke lyst til at komme hos hende, hvis hun bliver irriteret på mig... 

Jeg har en del tankemylder om alle mulige ting for tiden. 

Bl.a. så tænker jeg, om det har været hendes "plan" fra starten af min terapi, at hun ville "arbejde mig hen imod" at bryde forbindelsen med min mor. Ved vores sidste samtale nævnte jeg, at jeg havde overvejet at tage kontakt til hende igen, hvortil hun sagde noget i retning af "hvis du gerne vil have konflikter i dit liv, så skal du bare tage kontakt til hende". Kan ikke huske ordret hvordan hun formulererede det, men det var noget i den retning.

Jeg ved ikke... Bliver man hjernevasket af en psykolog? Specielt når man har Borderline er man jo meget let-påvirkelig. Kernen i en Borderline personlighedsforstyrrelse er jo, at man mangler en indre kerne. En identitet, på en måde. Derfor så har man let til at påtage sig andres meninger og holdninger. Det kan jeg mærke rigtig meget i terapien. "Jeg bliver nød til at gøre sådan og sådan, for ellers bliver psykologen sur". Hele tiden at føle at jeg skal please. At være den "gode patient". Det har jeg også snakket med hende om.

Jeg føler mig bare lidt som en stykke modellervoks i hendes hænder. Sådan en dukke der bliver styret af tråde som bliver holdt for oven.

Er det psykologen der former mit liv? 

Jeg har gået hos hende i 1½ år nu, og jeg har altid glædet mig til samtalerne 2 gange om ugen. Nu har jeg ikke lyst til at tage derhen mere. Jeg ser ikke frem til det. Jeg føler mig som en byrde.

Jeg burde jo snakke med hende om det, men det synes jeg bare er så svært.. Det er svært at vise at man er sårbar overfor hendes mindste rynken i panden, hendes tonefald, hvordan hun hilser på mig når jeg kommer, om hun er forsinket fordi hun ikke gider mig. De sidste mange gange har hun været for sent på den. Jeg skal altid stå og vente 5-10 min. over vores aftalte tidspunkt, før hun kommer og henter mig. Hun undskylder altid hvis der er gået for lang tid, men det gør alligevel at jeg tænker at hun ikke gider mig....

Måske er det bare tankespind...






2 kommentarer:

  1. Holy moly. Seriøst. For real. Holy Fucking moly! Har været igennem nogle af dine første indlæg, og er nu startet fra begyndelsen.
    Det kunne virkelig være taget ud fra mit liv! Chokkerende og skræmmende, at et andet menneske beskriver ens følelser så præcist!

    SvarSlet
    Svar
    1. Hej Lykke...
      Det glæder mig, at du kan relatere dig til mine skriblerier :)

      Slet

Jeg elsker kommentarer!
Det er desværre ikke altid jeg får svaret på dem, men de betyder rigtig meget for mig alligevel! :-)

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...