mandag den 30. april 2012

Andre mennesker

Jeg har det svært med andre mennesker.

Til tider kan jeg føle mig noget så ensom, men det er for det meste i weekenden hvor jeg tit bliver rastløs efter at komme i byen. Det har jeg ikke været i over et år nu, fordi jeg kunne mærke at jeg egentlig kun tog i byen for at blive "bedøvet" - på den ene eller den anden måde.

Men jeg har det egentlig bare bedst i mit eget selskab. Jeg kan gå flere uger uden at se et øje - udover min psykolog to gange om ugen, og når jeg er oppe at handle. Nu hvor jeg har en kæreste, så ser jeg selvfølgelig også ham, men ellers så ser jeg ikke rigtig nogen.

Jeg har en enkelt veninde, men det er mest i telefonen vi snakker sammen. Selv på trods af, at vi bor 4 km fra hinanden. Jeg bliver bare hurtigt "fyldt op" i hovedet af andre mennesker. Jeg har snakket meget med min psykolog om det, og hun siger at hun mener det er fordi jeg ikke kan finde ud af at være mig, når der er andre mennesker. Jeg har altid masken på. Føler at jeg skal være "på". Underholde. Der må endelig ikke komme "pinlige tavsheder", for så får jeg det helt mærkeligt. Det kan jeg bare ikke have. Der har aldrig måtte være tavshed i min familie, for så sagde man "skåååål" i stedet for. Vi har aldrig bare kunne være tavse med hinanden.

Idag blev jeg inviteret over til mine nye naboer. Jeg er lige flyttet ind i området for et par måneder siden, så jeg kender ikke rigtig så mange her omkring. Blev inviteret på kaffe og kage, fordi jeg havde hjulpet dem. Det var faktisk hyggeligt nok, men igen så sidder jeg hurtigt og tænker over om de nu synes jeg er irriterende eller om jeg bliver for længe eller, eller, eller...

Det er nu ikke fordi jeg har svært ved at komme i kontakt med mennesker. Overhoved ikke. Faktisk da jeg startede hos psykologen så jeg mig selv som udadvendt, men jeg har egentlig fundet ud af at jeg er indadvendt. Det udadvendte er min maske.

Jeg har kun haft én veninde i min voksne tilværelse hvor jeg har kunne være mig selv. Hvor jeg har været ligeglad om der har været rodet og beskidt når hun kom. Som jeg kunne ligge og se film med i sengen uden at føle at jeg skulle være på. Som jeg kunne rende rundt i joggingtøj foran. Som jeg har turde græde foran. I det hele taget bare kunne slappe af. Hende har jeg ikke rigtig kontakt til mere. Hun er gravid med en fyr hun ikke har været sammen med ret længe, og jeg har en anelse om at han er voldelig mod hende, og at det er derfor at hun har taget afstand fra mig. For at jeg ikke skal komme for tæt på mere.
Men tankerne har da været dér, om hun tager afstand fordi hun ikke kan holde mig ud. Fordi jeg er underlig. Fordi jeg ikke er "normal" - har et arbejde, venner, fritidsinteresser osv., fordi, fordi, fordi...

Måske er jeg bare en enspænder, der bare ikke har behov for mennesker..

Når jeg tænker tilbage til starten af mine 20'ere - inden jeg for alvor blev syg og begyndte i psykiatrisk behandling -, så var de såkaldte venner jeg havde dengang også kun nogle jeg så i weekenden når vi skulle drikke og i byen. Tju hej hvor det går eller gik...

Jeg kan også huske inden jeg fyldte 20 år, mens jeg gik i gymnasiet. Der bladrede jeg også min telefonbog igennem hver weekend for at finde nogen jeg kunne gå ud med. Nogle gange så tog jeg bare afsted alene, så var der som regel nogle jeg kendte derinde, som jeg kunne "lade" som om jeg synes var viiiildt hyggeligt at hænge ud med. Ellers så lod jeg som om min veninde var taget hjem. Eller dansede rundt selv (hvilket var meget normalt at gøre på det tidspunkt) og prøvede at se cool ud. I virkeligheden havde jeg det ad helvedes til.

Ind imellem så har jeg lavet annoncer og søgt efter veninder. Jeg fik sågar en veninde-"loge" op at stå. Den er der endnu, men jeg blev efterhånden meldt ud, fordi jeg ikke deltog. Jeg følte ikke at jeg passede ind. Det føler jeg faktisk ikke at jeg gør nogen steder....

Det er sgu bare lettest at være alene...


Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Jeg elsker kommentarer!
Det er desværre ikke altid jeg får svaret på dem, men de betyder rigtig meget for mig alligevel! :-)

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...